Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Katrine og jeg bor i Nykøbing Mors. Jeg har studeret STX på Morsø Gymnasium med studieretningen "Musik A, Engelsk A", og er på nuværende tidspunkt i gang med et sabbatår. Udover at være lektiehjælper hos GoTutor, så arbejder jeg ca. 15 timer om ugen i en lille kiosk, hvilket giver mig rig mulighed for at tilpasse mit skema efter mine elever.
I min fritid spiller og skriver jeg musik. Jeg spiller primært bas og synger, men jeg kender til det basale på de fleste generelle instrumenter. Udover at spille musik, så bruger jeg også min fritid på hækling, læsning og tid med mine venner og familie.
Grundet min musikalske baggrund vil jeg kategorisere mig selv som en udadvendt person, der ikke er bange for at starte en samtale. Som underviser vil min første prioritet derfor være at skabe et trygt og hyggeligt rum for min elev, så lektiehjælpen bliver nemmere for begge parter.
Jeg har i flere år, årligt, undervist 8. klasser i samarbejde med Morsø Ungdomsskole og den lokale SSP-afdeling. Her forsøger vi at skabe en samtale om forskellige aspekter af, hvad det vil sige at være ung ved en fremlæggelse, efterfulgt af besvarelse af spørgsmål. Dette har lært mig at vi alle lærer på forskellige måder, og at man derfor må tilrette sig efter eleven og ikke omvendt. Derfor vil jeg som underviser forsøge at rette min hjælp efter hver enkelt elevs behov og evner.
Jeg har altid elsket at lære fra mig i de fag og områder, hvor jeg står stærkest, og jeg har været taknemmelig for hjælpen jeg selv har modtaget. Derfor er jobbet som lektiehjælper en spændende mulighed for at kombinere nogle af mine evner med mine erfaringer for at hjælpe andre mennesker.