Hej og velkommen til min underviserprofil!
Hvordan er jeg som underviser – fagligt og relationelt?
Med mig som underviser får du stor tålmodighed og en empatisk tilgang til læringsprocessen. Jeg er en engageret og tålmodig underviser, der brænder for at hjælpe børn og unge med at få faglig selvtillid, og opleve glæden ved at lære. Gennem tidligere undervisningsjobs som hhv. skiinstruktør og svømmeinstruktør har jeg oplevet, at alle lærer på forskellige måder, og jeg fandt, at noget af det vigtigste man kan gøre for at skabe et godt læringsmiljø, er at bruge tid på at opbygge en relation, samt at turde ty til kreative undervisningsmetoder, hvis det kan skabe motivation. Jeg går op i, at undervisningen både bliver lærerig og hyggelig – og tilpasset den enkelte elevs behov og niveau.
Jeg nyder selv at lære nyt, og har altid elsket selvtillidsfølelsen i at møde velforberedt op i skole, og jeg ser frem til at hjælpe andre til denne følelse. Fagligt er jeg struktureret, kreativ og god til at tilpasse min formidling, hvilket jeg håber kan gøre det lettere for mine elever at forstå og fastholde stoffet. Relationelt lægger jeg stor vægt på at skabe tillid og gensidig respekt.
Hvem er jeg som person – og hvad laver jeg i min fritid?
Jeg er en kreativ og imødekommende person med en stor passion for musik, mennesker og formidling. I min fritid beskæftiger jeg mig med musikalske og kreative projekter – jeg spiller og synger, og har både optrådt til koncerter og medvirket i musicals. Derudover nyder jeg at være aktiv, især gennem løb og svømning. Jeg er social, nysgerrig og elsker at være en del af fællesskaber, hvor der er plads til grin, læring og udvikling.
Hvilken erfaring har jeg?
Jeg har bred erfaring med at skabe trygge relationer i et undervisningsmiljø, gennem min tid som svømmetræner og skiinstruktør, og det gør mig i stand til hurtigt at skabe god kontakt med børn og unge. Jeg har desuden været fast vikar i en børnehave, og er omsorgsperson for en 15-årig pige med handicap. Disse erfaringer har givet mig stærke kompetencer inden for pædagogik, kommunikation og relationsarbejde.
Jeg blev færdig på gymnasiet i sommeren 2024, hvor jeg havde studieretningen Musik A, Engelsk A. Generelt er jeg stærk inde for mange af de humanistiske fag, og jeg var på humanistisk talenthold i 1,5 år på gymnasiet. Noget af det der har hjulpet mig igennem mange af disse fag er nysgerrighed, kreativitet og en god formidlingsevne, hvilket jeg vil gøre mit bedste for at overføre til undervisningen.
Hvorfor er jeg lektiehjælper hos GoTutor?
Efter sommer håber jeg på at begynde på Almen Musik på Aalborg Universitet, og derefter læse Engelsk – med drømmen om at undervise i musikskolen eller på et gymnasie i fremtiden. Derfor ser jeg lektiehjælperjobbet hos GoTutor som en gylden mulighed for at få noget mere fagligt ind i min undervisningserfaring – samt forhåbentlig at gøre nogens skolegang en smule nemmere og sjovere.