Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Mikkel og til daglig læser jeg Klinisk Biomekanik på SDU, hvor jeg i øjeblikket går på 5. semester. Jeg er en meget aktiv person og bruger en stor del af min fritid på fysisk aktivitet såsom fodbold, styrketræning og løb. Når jeg ikke er fysisk aktiv eller i skole, nyder jeg at lave mad og tilbringe tid med mine venner – gerne som en kombination.
Jeg har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper i en børnehave og på en skole i SFO’en for lidt større børn. Derudover var jeg tilknyttet en 3. klasse som en ekstra ressource i undervisningen. Mine primære styrker i skolen har altid været sprog samt fag, der kræver logisk tænkning, såsom fysik, matematik og kemi.
Jeg vil beskrive mig selv som socialt stærk, men også som en lidt tilbageholdende og rolig person, der holder meget af at hjælpe andre og er god til at lytte.
Min motivation for denne rolle er, at jeg virkelig mener, jeg kan gøre en forskel for unge mennesker – både fagligt og socialt. Samtidig giver det mig stor glæde forhåbentlig at kunne hjælpe dem med at komme godt igennem skolen og alt, hvad det indebærer.