Hej! Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Atlas og jeg er en ung fyr, på nuværende tid i gang med et sabbatår mellem min bachelor og kandidat. Jeg vil rigtig gerne bruge noget af min tid på at formidle viden på en fed og konstruktiv måde. Jeg ved, at de allersejeste mennesker i verden, inklusiv mig selv i min folkeskoletid, ofte er dem, der på en eller anden måde har oplevet at slås med eller slå sig på skolesystemet - og jeg ved, at når det sker, er problemet yderst sjældent den individuelle elevs lærenemhed eller motivation, men i stedet et spørgsmål om, at skolesystemets rammer desværre ikke er skabt til alle. Jeg brænder for at skabe de helt rigtige rammer for, at læring føles både sejt, sjovt, og mest af alt til for lige netop den enkelte elev og dennes ønsker og forudsætninger. Jeg har god erfaring med elever med særlige forhold, herunder autisme, ADHD, dysleksi og skolevægring, og jeg taler både dansk og engelsk flydende.
Jeg tilbyder undervisning i dansk, engelsk, historie, kristendomskundskab og samfundsfag på enten folkeskole- eller gymnasialt niveau samt undervisning i religion, psykologi og filosofi på gymnasialt niveau. Desuden tilbyder jeg undervisning og vejledning vedrørende SRP og andre større skriftlige og/eller tværfaglige projekter. Jeg underviser fysisk i Hovedstadsområdet, enten i elevens eget hjem eller på et andet mødested alt efter familiens ønske, og ellers underviser jeg også gladeligt online - i så fald kan vi tage en snak om, hvilken online kommunikationsplatform der fungerer bedst for jer. Som udgangspunkt bruger jeg Zoom, men hvis tekstchat ønskes, kan det også afvikles således.
Nøgleord for mig og min tilgang er passion, åbenhed, diversitet og imødekommenhed. Helt udover det faglige er jeg i min fritid en passioneret nørd, og jeg er altid med på en snak om rollespil, gaming, YouTube, fantasybøger eller manga/anime, hvis det skulle ønskes. Jeg glæder mig til at møde jer!