Hej og velkommen til min underviserprofil! Mit navn er Julie og jeg holder lige nu mit første sabbatår, efter at have afsluttet en STX med studieretningen samfundsfag A og engelsk A. Jeg underviser i både naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige fag. I min fritid fordyber jeg mig i lægevidenskaben, da jeg drømmer om at læse medicin på Syddansk Universitet. Jeg elsker at fordybe mig i ting, hvilket jeg tager med ind i selve undervisningen.
Som underviser er jeg struktureret og tålmodig, og det giver mig en særlig evne til at skabe overblik og systematik, hvilket hjælper eleverne med at finde ro og retning i deres faglige arbejde. Med en høj faglig forståelse kan jeg hurtigt gennemskue komplekst stof og forklare det på flere forskellige måder, så eleven får en klar forståelse. Jeg har i hele min gymnasietid været den, klassekammeraterne kom til for at få hjælp – en rolle, jeg har trivedes i og lært meget af. For mig handler god undervisning ikke kun om at formidle viden og opnå et højt fagligt niveau, men også om at skabe tryghed, motivation og troen på egne evner. Jeg glæder mig til at møde min kommende elev!