Hej og velkommen til min underviserprofil!
Hvem er jeg?
Jeg hedder Victor og studerer til daglig matematik på Københavns Universitet, hvor jeg blandt mine overvejelser om fremtidig karriere hælder til at specialisere mig indenfor matematik i gymnasiet. Jeg er en stille og rolig, tålmodig person, der holder af at være aktiv og bruge tid sammen venner, familie og kæreste. Siden jeg selv fik øjnene op for, hvor fantastisk matematik er, når det bliver formidlet på rette vis, har jeg fundet stor motivation i at hjælpe andre med deres udfordringer i faget. Det har både været i forbindelse med familiemedlemmer, der har haft svært ved matematik på folkeskoleniveau, og klassekammerater fra gymnasiet.
Hvordan er min undervisning?
Som tutor går jeg meget op i at skabe en tryg relation til eleven, før det faglige kommer i spil, da dette er en altafgørende forudsætning for den læring, vi skal i gang med sammen. Det skal også være krystalklart for eleven, at det er helt okay at lave fejl i vores læringsrum - det er faktisk foretrukket! Det er i de øjeblikke, hvor vi laver fejl, at der er størst potentiale for fremskridt! Dette er specielt vigtigt i et fag som matematik, hvor der hele tiden bliver bygget oven på den forrige viden. Er der huller i forståelsen fra de tidligere klassetrin, kan eleven opleve udfordringer i faget. Ofte kan det derfor være gavnligt for os at kigge på de forrige års pensum og i fællesskab identificere hullerne. En af de fantastiske ting ved matematik er, at det kommer i mange former. Man kan dyrke det visuelle aspekt ved at tegne grafer og figurer på en tavle. Man kan dyrke den interaktive side ved at lave animationer i eksempelvis GeoGebra, der illustrerer en fin pointe om ligningsløsninger, eller 'lege' med centicubes osv. Jeg bestræber mig på at gøre brug af alle disse aspekter af matematikken i min undervisning, så den ikke bliver for ensformig, og for at eleven også oplever, at der er et 'legende' element ved matematikken!
Jeg glæder mig til at møde dig!