Jeg er en fyr med meget krudt bagi, som elsker at læse, dyrke sport og lære nye ting. Jeg spiller guitar og computer, kører på motorcykel, elsker at lave videoer og mad, og at lære nye sprog og folk at kende. Kort sagt elsker jeg at prøve nye ting af og udvide både min egen og andres horisont.
Jeg har tidligere arbejdet i en tysk SFO, hvor jeg opfordrede børnene til at bevæge sig og bidrog med lektiehjælp. Der fik jeg en del erfaring med at hjælpe yngre børn med deres skolegang og trivsel. Jeg har en lillesøster, som også har ADHD med et par ekstra H'er i, som jeg har hjulpet længe med matematik, dansk, tysk og mere. Jeg har selv diagnosen, så jeg har stor forståelse og evne til at hjælpe dem som os. Jeg har også erfaring med autisme.
Jeg har selv haft mange problemer med skolen, da jeg var yngre, men det har givet mig en god forståelse for læringsprocessen, hvilket jeg har kunnet give videre til dem, jeg har hjulpet. Måden, jeg skaber god undervisning på, ligger i min forståelse af både eleven og mig selv. Det er ikke kun eleven, der skal lære; jeg udvikler mig samtidig med eleven. Hvis eleven har en udfordring, vil jeg lede efter den grundlæggende årsag og arbejde ud fra den. Jeg har ofte selv haft svært ved at forstå noget, hvor jeg kun manglede et par få detaljer for at kunne se det store billede, og jeg har lært rigtig meget af den erfaring.
Samtidig skaber jeg en god forbindelse mellem mig og eleven, så jeg holder dem engageret i læringsprocessen. Måden, det sker på, varierer drastisk fra person til person, men grundlæggende vil metoden kunne findes i elevens interesser, mål og ønsker. Eleven er nødt til at ville lære noget for at kunne lære noget, så det skal være sjovt for dem. Samtidig kræver det selvtillid i deres læring, og det er lige det, jeg er fantastisk til at fremme hos folk.
Dette er dog kun, hvad jeg har lært fra egen erfaring. Jeg vil utrolig gerne have en uddannelse inden for undervisning, da jeg ønsker et job som underviser. Jeg elsker at forstå nye ting og samtidig få andre til at forstå dem. At lære andre om et emne kan være en udfordring, men det er noget af det mest belønnende, man kan gøre. For mig, i det mindste.
Jeg vil rigtig gerne undervise i forskellige fag, da det vil skærpe min egen forståelse af fagene samtidig med, at jeg hjælper andre. Grundlæggende elsker jeg at lære nye mennesker at kende og dele min viden. Det vil gøre mig utrolig glad at kunne arbejde med undervisning og blive bedre til at lære andre.