Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Camilla og bor i Odense med min kæreste og vores hund. I min fritid kan jeg godt lide at være aktiv i form af en lang gåtur med hunden, håndbold og fitness.
Jeg er uddannet folkeskolelærer og til dagligt arbejder jeg på en skole i Assens kommune, hvilket jeg har gjort i 3,5 år. Jeg underviser i dette skoleår i 1.-4. klasse i dansk, engelsk, matematik og natur/teknologi. Jeg er samtidig i gang med en diplomuddannelse til ordblindelærer på UCL. Her har jeg indtil videre gennemført to moduler og venter på at kunne tage det sidste modul.
Jeg er som person smilende, omsorgsfuld og struktureret. Jeg har et stort fokus på relationsarbejde, da jeg har erfaret, det er en afgørende faktor for at skabe læring. At børn/unge føler sig trygge og set og hørt er vigtigt.
Jeg har som underviser stort fokus på struktur, synlighed og glæde ved læring. Jeg går meget op i at skabe en motiverende undervisning med læring gennem leg og bevægelse, da undervisning for mig er meget mere end stillesiddende arbejde.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, da jeg elsker at lære fra mig og se børn og unge få en følelse af mestring og succes.
Jeg glæder mig til at møde dig!