Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Gabriele, og til daglig studerer jeg på Københavns Universitet. Her studerer jeg dansk og religionsvidenskab, med henblik på at blive gymnasielærer. På nuværende tidspunkt har jeg studeret i 2,5 år. Ved siden af mit studie har jeg arbejdet som lærervikar på en folkeskole, samt en kristen privatskole i sammenlagt 2 år. Her har jeg også ageret støtte på elever, som havde brug for ekstra hjælp i timerne. Derudover har jeg også haft ekstra timer i dansk, hvor jeg har hjulpet elever med f.eks. ordblindhed og andre danskfaglige udfordringer.
Et job som lektiehjælper vil være en god mulighed for at smage på, hvad mit fag kan. Derudover giver det mig mulighed for, at få lov at give noget læring og personlig erfaring videre, både til børn i grundskolealderen, men også unge på ungdomsuddannelserne. Jeg husker selv, hvor meget den tidlige folkeskoletid dannede fundamentet for min lyst til at lære, og hvordan disse rutiner kom til at have betydning i min gymnasietid, og nu studieliv. Dette går også forud for min interesse for, at ville give dette videre til andre. Jeg holder særligt af børns umiddelbare og snørklede tankegange, samt deres forskellige måde at være og lære på, og det inspirerer mig meget til at undervise børn og unge på forskellige måder.
Da jeg har et stort hjerte for børn og unge, går jeg meget op i at få skabt en god relation til den pågældende elev i det konkrete forløb, så jeg kan få en bedre forståelse for, hvad eleven har brug for hjælp til. Og så jeg også kan give den bedst mulige hjælp til at opfylde elevens behov. Jeg håber, at jeg kan give min egen store interesse for mine fag videre til den pågældende elev, gennem sjov og meningsfuld undervisning. Derudover er det også rigtig vigtigt for mig, at det er vigtigt at lave fejl, da det er fejlene man lærer af.
Udover mine faglige kompetencer og interesser inden for dansk og religion, så kan jeg også lide at være kreativ. Jeg elsker at fordybe mig i kreative projekter, som fx strik og perleplader. Det er for mig en god måde at koble af på, men også en måde at styrke sine koncentration og fordybelse. Og ikke mindst er det en god måde for mig at få hygge og snakket med mennesker omkring mig på. Dermed sagt er jeg også glad for at være aktiv, og holder meget af at gå lange ture og tilbringe tid udenfor i den friske luft. Jeg er også engageret som leder i ungdomsarbejde i min lokale kirke, hvor vi tilbyder hyggelige arrangementer hver uge, som fx brætspilsaften mm for de unge.
Jeg håber at dette kan give et bedre billede af, hvem jeg er. Og så vil jeg se meget frem til at samarbejde med jer og jeres barn.