Som lektiehjælper ønsker jeg at skabe en tryg ramme omkring faget, hvor eleven ikke føler sig forkert eller presset. Jeg ved, hvordan det føles at sidde med en opgave og ikke vide, hvor man skal starte – og jeg ved, hvor stor en forskel det gør at have en rolig og tålmodig underviser ved sin side. Jeg gør meget ud af at sætte mig ind i elevens behov og forklarer gerne på flere forskellige måder, så vi sammen finder en tilgang, der passer netop til eleven. Min styrke som underviser er, at jeg er tålmodig, forstående og god til at skabe ro. Jeg ved, at det ikke handler om at være hurtig, men om at skabe klarhed og tryghed – og det er præcis det, jeg vil hjælpe mine elever med.
Min personlige motivation for at være lektiehjælper tager udgangspunkt i min egen tid i folkeskolen, hvor jeg oplevede udfordringer med matematik. Det var et fag, jeg ikke følte mig tryg ved – mest fordi jeg havde svært ved at tage det første skridt og gå i gang med noget, jeg syntes var svært. I dag har jeg ikke den følelse længere. På gymnasiet og sidenhen på universitetet begyndte jeg at få en reel interesse for matematik, og jeg opdagede glæden ved at dykke ned i stoffet og forstå sammenhænge. Den forandring vil jeg gerne give videre til andre.
Til daglig studerer jeg økonomi (stud.polit.) på Københavns Universitet, hvor jeg næste semester skal skrive bachelor. Uddannelsen lægger særlig vægt på de matematiske fag, og mine faglige kompetencer indenfor de matematiske og økonomiske områder spænder bredt. Jeg er særligt interesseret i sandsynlighedsteori, statistik samt mikro- og makroøkonomi – fag, som jeg har opnået høje karakterer i. Jeg kan hjælpe med alt fra matematiske beviser til problemregning, og fra international økonomi til regnskabsanalyse. Jeg har gode kompetencer inden for formidling og hjælper gerne med at løfte elevens faglige niveau.
Jeg er netop hjemvendt fra et udvekslingssemester ved University of Toronto, hvor jeg tog fag indenfor makro- og mikroøkonomi. Inden da arbejdede jeg i over to år som Student Analyst i Nykredit i Group Finance & Investments, hvor jeg beskæftigede mig med finansiel rapportering og investeringsmuligheder af Nykredits egenkapital.
I min fritid går jeg til tyskundervisning, spiller tennis i min barndomsklub, Roskilde Tennisklub, og er meget aktiv på mit kollegium, Rigshospitalets Kollegium, hvor jeg deltager i forskellige udvalg. Jeg holder af at være social, og engagerer mig i mine sociale relationer.