Velkommen til min underviserprofil. Mit navn er Sarah.
For mig er læring en livslang og individuel proces. Som lektiehjælper er det min fornemmeste opgave at give mine elever troen på, at man kan rykke sig, uanset hvad ens udgangspunkt er. Formålet er at give dem et fagligt boost, der hjælper med at overvinde faglige udfordringer og øge selvtilliden i de fag, hvor motivationen for læring er aftagende.
Jeg er en glad og udadvendt studerende, som til dagligt læser politisk kommunikation og ledelse på Copenhagen Business School, hvilket er en specialiseret overbygning til min bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Jeg har professionel erfaring fra den danske ambassade i Australien, som, udover faglige outputs, har givet mig praktisk erfaring med at bo i et engelsktalende land. Derudover har jeg som tidligere kommunikationsstudent i Statsministeriet haft mulighed for at udfolde min kærlighed og passion for det danske sprog i udarbejdelsen af tale- og mødeoplæg til brug for statsministeren. Min glæde og motivation for arbejdet med børn og unge fandt jeg gennem mit arbejde i forlystelsesparken, Fårup Sommerland, som viste mig, at man med en vis portion kærlighed, kreativitet og humor kan skabe et unikt fællesskab og læringsrum, som indbyder børn og unge til at udtrykke og fordybe sig samtidig med at have det sjovt.
Det er min ambition, at jeg, gennem min faglige forståelse og sans for kommunikation i børnehøjde, i fællesskab med mine elever kan forvandle ondt i maven til faglig selvtillid og større skoleglæde. Jeg glæder mig til at møde jer!