Hej forældre!
Mit navn er Victoria, og jeg har en bred international baggrund, da jeg har boet både i England, Schweiz og Spanien, inden jeg flyttede til Danmark for fem år siden. Engelsk er mit modersmål, men jeg har talt dansk siden jeg var helt lille og er derfor flydende. Derudover er jeg også flydende i italiensk og spansk, hvilket gør mig i stand til at støtte børn, der måske taler eller lærer disse sprog.
Jeg har en del års erfaring som barnepige, hvor jeg har haft mulighed for også at være tutor for de børn, jeg har passet. Jeg har lært, hvor vigtigt det er at skabe et trygt og støttende læringsmiljø, og derfor vil jeg gerne hjælpe jeres barn med at opnå deres fulde potentiale.
Jeg er energisk, positiv og elsker at se børn smile og blive inspireret. Udover at have en passion for at hjælpe børn og unge med deres faglige udvikling, går jeg også op i sport – jeg spiller blandt andet volleyball i min fritid.
Jeg ønsker at være en del af GoTutor, fordi jeg tror på, at alle børn fortjener en undervisning, der passer til deres måde at lære på. Det kan være udfordrende at følge med i skolen, og jeg vil gerne hjælpe jeres barn med at få selvtillid i fagene og opnå de succesoplevelser, de fortjener.
De bedste hilsener,
Victoria