Jeg er nysgerrig og videbegærlig, sådan har det altid været. Jeg har gennem hele mit liv elsket at studere og har fået nogle af mine største oplevelser ved at lære og få ny indsigt og aha-oplevelser.
Som underviser er jeg nærværende og kontaktfuld og evner at skabe et roligt undervisningsrum, hvor der er plads og invitation til fordybelse. Jeg mener, det er centralt at engagere eleven på en måde, så det er nysgerrigheden og lysten til at lære, der er grundlæggende.
Som barn boede jeg i Tyskland, da min far arbejdede der, og her modtog jeg sammen med min søster undervisning fra en lignende ordning som GoTutor. Det var en berigende erfaring, der har været befordrende for min egen lyst til at lære.
Jeg er lige nu efter endt universitetsuddannelse i gang med en uddannelse til Jungiansk Psykoterapeut, og det er også min største interesse lige nu.
Ved siden af studiet til terapeut arbejder jeg som ungerådgiver i Headspace Aarhus, en organisation der tilbyder samtaler og rådgivning til unge mennesker mellem 12-25 år, som har problemer, er i krise eller bare har brug for nogen at tale med.
I min fritid holder jeg af at tage på udflugt og køre motorcykel sammen med min kæreste på Silkeborgegnens utallige smukke, krogede landeveje. Jeg er også stille og roligt ved at lære at sejle en lille sejlbåd, og når jeg ikke er i sving på dækket, nyder jeg hyggelige stunder i kahytten og fordyber mig i Jungs forfatterskab.