Hej med jer,
Mit navn er Alexander Salling og jeg gennemførte en kandidatuddannelse i filosofi ved Aarhus Universitet i sommeren 2022, hvilket har givet mig de kvalifikationer ift. research, læring og fortolkning, man kan se som et minimum hos en dygtig lektiehjælper.
Jeg arbejdede under et semester som instruktor i faget Filosofihistorie I for førsteårsstuderende, og dette gav mig masser af erfaring med og lyst til at lære fra mig. Filosofi er et svært og læsetungt studie, så det kræver en enorm mængde tålmodighed og pædagogik at kunne hjælpe nye studerende til forståelse af problemstillingerne. Denne tålmodige tilgang til undervisning og formidling har jeg taget med videre, og man kan forvente at jeg som lektiehjælper både ønsker at gøre læring interessant i sig selv, men også har forståelse for de vanskeligheder, man kan støde på med indlæringen, hvis et givet fag ikke interesserer eleven synderligt. Det er ikke muligt at gøre alt spændende for alle, men man altid gøre det både sjovere og lettere.
Udover mine faglige kvalifikationer har jeg gennem udvekslingsophold under studiet – og mange års frivilligt arbejde i kulturinstitutioner ved siden af – opnået en generel glæde ved mennesker, det sociale og de vigtige ting her i livet. Skolen er desværre langt fra et sjovt rum for alle, men med den rette støtte og motivation kan de fleste hvert fald få bedre vilkår, og det vil jeg meget gerne bidrage til.
Jeg bruger det meste af min fritid på at skrive musik, spille i et metalband og læse tunge bøger, og jeg nyder lige så meget at vandre i det fri og indtage naturen, som jeg sætter pris på vinyler og kaffe indendørs. Der må gerne være godt gang i den, når det passer sig, men de stille stunder er ofte de rareste!