Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Anton, og til dagligt læser jeg matematik på 4. semester ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke står og løser ligninger på de store, sorte kridttavler, er jeg en meget stor mad-entusiast og eksperimenterer gerne med diverse nye retter i mit lille køkken. Ellers nyder jeg gerne en god bog og en kop kaffe (helst samtidigt) og tilbringer gerne min fredag på studiets fredagsbar.
Når jeg underviser, er det vigtigt for mig, at der er et sammenspil imellem den pågældende, jeg underviser, og mig selv. Det er nemlig helt klart nemmest at lære noget, hvis man er i gode omgivelser!
Jeg har tidligere arbejdet som tutor samt undervist i matematik B- samt A-niveau på et gymnasium i Aalborg. Med dette i bagagen er jeg blevet i stand til at forklare et emne på mange forskellige måder og ikke kun på den måde, jeg fik det lært på i tidernes morgen. Alle lærer ikke ens, og det er derfor vigtigt for mig at finde frem til, hvordan jeg bedst formidler stoffet til den enkelte.
Naturvidenskab er min store passion, og jeg ønsker at gøre andre lige så glade for de naturvidenskabelige fag, som mine egne lærere gjorde mig for flere år tilbage.
Jeg glæder mig til at blive din nye underviser!