Hejsa!
Mit navn er Julie og bor i Aalborg. Jeg blev student fra Hasseris Gymnasium i 2023 og har siden da arbejdet samt været på en længere rejse i Asien og står nu overfor mit andet sabbatår. I min fritid er jeg for det meste sammen med mine veninder eller ude at løbe. Det er her jeg som person oplader og får ny energi.
Jeg har personligt selv været rigtigt glad for at gå i skole både socialt og fagligt, og jeg ønsker den samme oplevelse for alle elever. Jeg vil beskrive mig selv som en ansvarsbevidst, tolerant og smilende pige, som altid gør mig umage, hvorfor jeg vil gøre mit absolut bedste som underviser for at tilpasse min undervisningen til den enkelte elevs behov. Det er altid mit ønske og mål, at samarbejdet skal være trygt, let og sjovt, hvorfor det er utrolig vigtigt for mig at opbygge tillid og gensidig respekt, da jeg mener det er nøglen til et godt læringsmiljø. Det har altid været naturligt og rigtigt for mig at lære fra mig til klassekammerater, hvorfor jeg meget gerne vil hjælpe som lektiehjælper!
Som person elsker jeg selv at lære og opnå bedre forståelse for den verden vi lever. I denne sammenhæng har jeg i hele min skolegang brugt mange timer på lektier samt afleveringer og kender vigtigheden af at strukturere sin tid. Særligt politik og samfundsmæssige strukturer interesserer jeg mig meget for, hvilket afspejles i mit valg af studieretning på gymnasiet, hvor jeg havde samfundsfag og matematik på A-niveau. Derudover var jeg også glad for samt dygtig til de humanistiske fag og tog i gymnasiet et talentkursus i henholdsvis samfundsfag og humaniora.
Jeg ser frem til at hjælpe og støtte elever i deres faglige udvikling, og vil altid gøre mit absolut bedste for at kunne gøre en forskel.