Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Nikolaj. Jeg læser samfundsfag på 3. semester på AAU med henblik på en dag at blive gymnasielærer. Jeg kommer egentlig fra København, men jeg er flyttet til Aalborg for at studere. Jeg er startet som tutor for at prøve kræfter med undervisning på 1-til-1 niveau, inden jeg skal ud og undervise en hel gymnasieklasse "ude i virkeligheden".
Jeg har arbejdet over et år som lærervikar, og har også noget erfaring med undervisning i politik og samfundsfag på gymnasier og erhvervsskoler, så jeg er meget vant til at undervise, og jeg er virkelig glad for det. Jeg kan hjælpe med samfundsfag, historie, dansk, engelsk og AP, som jeg alle fik solide karakterer i selv, da jeg selv gik i gymnasiet.
Som underviser jeg lægger jeg meget vægt på først og fremmest at opnå en forståelse for hvorfor faget er relevant og interessant, så det kan fungere som motivation til at opnå en højere faglighed. Jeg kan godt lide at komme med nogle sjove og skæve eksempler på, hvordan faget kan have en relevans steder man ikke havde regnet med det. Derudover er det naturligvis rigtig vigtigt at tage fat på de områder, hvor der er mest behov for forbedring.
Jeg bestræber mig efter at have en imødekommende og nede på jorden tilgang til arbejdet, og jeg kan godt lide at få et lille grin ind imens man arbejder. Det lyder virkelig overpædagogisk, men det behøver ikke være kedeligt at lære. I min egen gymnasietid lærte jeg også løbende at både blive bedre til fagene, men også at finde dem mere interessante og sjove at arbejde med.
Som de fleste andre samfundsfagsstuderende er jeg meget interesseret i politik og samfund. Derudover interesserer jeg mig for historie, filosofi og arkitektur. Jeg kan også rigtig godt lide stand-up comedy, madlavning, fodbold og formel 1.
Jeg glæder mig til at lære dig at kende!