Hej,
Mit navn er Amina og velkommen til min underviserprofil.
Det er i min natur at hjælpe andre, og jeg synes, det er vigtigt at hjælpe til, hvor man kan.
Det er bl.a. en af grundene til jeg har valgt at blive lektiehjælper/tutor hos GoTutor, men også, hvorfor jeg har valgt den uddannelse, jeg læser.
Jeg er i gang med mit 3. semester på mit studie: Audiologopædi, der kort sagt handler om stemme, tale, sprog og høre vanskeligheder, på Københavns Universitet.
Jeg elsker at lære sprog og om andre kulturer. Jeg har en stor interesse for: spansk, koreansk, fransk og japansk. Et af mine drømmescenarier ville være at kunne alle fire sprog lige så godt som engelsk, men jeg synes også det fedt at kunne et par enkelte ord eller sætninger, som jeg kan sige eller bare forstå/genkende.
Et af mine mottoer i livet er bl.a. "Et lille fremskridt er stadig fremskridt og er bedre end ingenting."
Men jeg kan også godt lide at fordybe mig i sprog, hvilket var en af grundene til, at jeg i gymnasiet valgte den sproglige linje, hvor jeg havde Spansk, Engelsk og Latin som studieretningsfag.
I min fritid prøver jeg at udvikle mine sproglige kompetencer, men det er altid lettere sagt end gjort, når man også har skole, arbejde eller andre ting ved siden af. Jeg modtager dog alligevel en masse sproglige input i min fritid i og med, at jeg godt kan lide at se K-drama (koreanske serier) og anime (japansk animation).
Jeg har tidligere tilmeldt mig sprogkurser i koreansk og fransk, der gjorde det mere håndgribeligt at lære sprogene at kende, da det blev en del af min ugentlig rutine, og der var nogen, der gav mig muligheden for at stille spørgsmål, at øve mig sammen med og få støtte af.
Den mulighed og støtte vil jeg gerne give mine elever samt et åbent og trygt rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål, og føle at tingene er svære. Men, hvor vi sammen finder den bedst mulige måde at gøre det mere overskueligt.
Det er derfor vigtigt for mig at lære eleven at kende personlighedsmæssigt og fagligt, herunder om der er nogle særlige programmer, tilgange eller lignende som eleven foretrækker, for at kunne tilpasse undervisningen til eleven på bedst mulig vis.
Jeg har selv været igennem fag, der har været udfordrende for mig, og kan derfor godt relatere til de tanker og følelser, man har i sådan en situation. Jeg har også erfaring med at føle mig udfordret og være nervøs på grund af at skulle fremlægge foran hele klassen, også i de fag, hvor jeg ellers klarede mig godt. Jeg vil derfor kunne hjælpe og give råd til, hvordan man kan arbejde med det.
Derudover har jeg tidligere givet lektiehjælp til yngre fætre og kusiner og andre bekendte. Det har både handlet om at hjælpe til med lektier, men også general træning i at læse, stave, udtale (i engelsk) og regnestykker.
Jeg glæder mig til vores forløb sammen!