Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Amalie. I gymnasiet gik jeg på den linje der hedder samfundsfag og engelsk med idræt som linjefag, og i dag læser jeg psykologi på 3. semester. Ved siden af min uddannelse arbejder jeg som pædagogmedhjælper i en gruppeordning for børn med autisme på en folkeskole. Derudover bor jeg i Valby med min kæreste og vores lille hund, som jeg elsker at gå lange ture med. I min fritid kan jeg godt lide at være kreativ, og jeg kan bruge mange timer på at tegne, male eller lave keramik. Derududover har jeg været danser og spejder i mange år.
Jeg er tutor ved GoTutor, fordi jeg ønsker at skabe et trygt rum, hvor eleven kan blive mødt med tålmodighed og forståelse. Jeg har arbejdet meget en-til-en med elever gennem mit arbejde som pædagogmedhjælper, og jeg kan godt lide den relation, det skaber. Jeg vil gerne skabe en god undervisning ved at sætte tempoet ned og møde eleven, hvor de er, og sammen finde frem til, hvilken metode der fungerer bedst for dem. På den måde håber jeg at gøre det rart (og måske endda sjovt) at lære.
Igennem mit arbejde som pædagogmedhjælper i gruppeordning har jeg beskæftiget mig med alle klassetrin fra 0.-9. klasse og været en stor del af den daglige skoledag. Som pædagogmedhjælper i gruppeordning har jeg været med i alle undervisningstimer og fungeret som en hjælpende hånd, både fagligt og pædagogisk. Her har jeg stiftet bekendtskab med børn med diagnoser, særligt autisme, men også ADHD, ordblindhed, angst, OCD og andet.
I arbejdet med børn med autisme er der særligt fokus på struktur og gennemskuelighed i undervisningen. Dette er kvaliteter, jeg tager med mig i arbejdet som tutor, da det efter min erfaring skaber et trygt og sikkert læringsrum for alle elever, både med og uden diagnoser.