Velkommen til min underviserprofil!
Jeg er frem for alt et sprogmenneske: opvokset her i landet med en dansk far og en svensk mor, blev jeg allerede fra barnsben vant til, som en selvfølge, at skifte imellem de to sprog, hurtigt og præcist, uden at tænke over det. Den evne gav mig samtidig en bevidsthed om sprogenes indbyrdes forskelle og ligheder, som altid har fascineret mig, og som kom til at bestemme mit valg af uddannelse. Når jeg nu kunne kommunikere tvangfrit mellem to sprog og havde både stor nytte og glæde af det, så syntes jeg, at det skulle andre da også kunne. Engelsk var mit yndlingsfag i skolen, og da det er et af verdenssprogene, faldt valget på det.
Jeg er Cand. Phil. i engelsk med pædagogikum, altså gymnasielærer.
Min karriere som lærer kom imidlertid til at omfatte meget andet end undervisning i gymnasiet. I min studietid fik jeg en rig erfaring som klasselærer for en 9. klasse. Et årsvikariat, som sluttede med, at jeg fik lov til at føre klassen til eksamen.
Som kandidat fik jeg i 1984 ansættelse i Udenrigsministeriet og skulle der undervise betjente og receptionister, så de kunne klare sig i den verden, der hastigt blev mere og mere international. Engelsk var blevet et minimumskrav. Kommunikation pr. telefon var det største problem, sagde de næsten enstemmigt.
Det gav mig idéen til at træne telefonengelsk pr. telefon! Jeg udviklede et kort, intensivt forløb, baseret på typiske samtaler, samt træning i tal og alfabet. Hver lektion blev optaget på bånd, som eleven fik sendt successivt. Det var et væsentligt øvemateriale: eleven kunne følge sin egen progression og lytte og øve helt efter eget behov. Båndet var til evig arv og eje.
Jeg fik som fjernunderviser en masse ny og væsentlig erfaring, som jeg kunne tage med mig videre i min kringlede karriere.
Mit koncept opfyldte dengang i firserne, før pc, mobil og internet, helt klart et behov. Efter 5 år som både sælger, udvikler og underviser, solgte jeg mit enmandsfirma. Jeg ville af med sælgerrollen og gøre det, jeg brændte for: at undervise og udvikle. Her fik jeg samtidig dejlige kollegaer, som jeg kunne sparre med. Det blev til mange spændende år som rekvireret underviser, ofte en-til-en eller med små hold.
Parallelt med dette arbejde fik jeg ansættelse som huslærer i, dengang, Ministeriet for Landbrug og Fiskeri. Personalets engelskkundskaber skulle holdes opdateret, også dem, der krævedes for at forhandlingerne i EU kunne gennemføres tilfredsstillende. Også her blev det til mange år med sjove og krævende opgaver. Begge steder skulle elevernes niveau testes, så undervisningen kunne tilpasses den enkelte.
Nu er jeg pensioneret, men still going strong og parat til at løse opgaver for GoTutor. Både for de elever, der er udfordret, når det gælder talefærdighed og udtale, og for de mere blufærdige elever ,som har svært ved at tage ordet. I klasseundervisningen er der sjældent overskud til at træne disse færdigheder tilstrækkeligt, og det er særligt disse elever jeg ser frem til at gøre noget for.
Jeg ser frem til at møde min næste elev!
Venlig hilsen,
Susanne