Jeg er uddannet lærer fra Haslev Seminarium i 1988 og har stor erfaring som speciallærer i UngSlagelse, hvor jeg arbejder med elever, der kæmper med skoleværing og forskellige diagnoser.
Jeg formår at løfte mine elever på alle områder – og for første gang i deres liv begynder mange at tro på, at de kan noget og faktisk dur til det. Alle mine elever består deres eksamen, og flere er gået fra karakteren 00 til 10 og 12 i løbet af de to år, de har været i UngSlagelse. Jeg er vellidt af både elever og forældre, og jeg sporer mig hurtigt ind på, hvilken metode der bedst motiverer den enkelte elev.
Jeg er altid glad, sjov og engageret i det, jeg laver. I min fritid nyder jeg at passe min store have, høns og ænder. Jeg interesserer mig desuden for litteratur og håndarbejde.
Jeg er næstformand i både Slagelse Kulturråd og Korsør Lokalråd, hvor jeg fungerer som primus motor for nytænkende idéer – og ofte den, der sætter ting i gang.
Derudover driver jeg en mindre importvirksomhed med fokus på sicilianske økologiske og veganske specialiteter.