Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Oskar, og jeg er en ung og engageret person, som til daglig er i gang med en HHX-uddannelse på Niels Brock. Jeg er en tålmodig, forstående og nysgerrig person, der elsker at lære nye ting. I min fritid bruger jeg gerne tid på at styrketræne, løbe, spille computerspil og være sammen med mine venner.
I mine to hjem har jeg fem søskende i alderen fra 10-17 år, som jeg ofte hjælper med deres skolearbejde. Det har lært mig, at undervisning skal foregå i et roligt tempo, og at der skal være plads til både spørgsmål og koncentrationsudfordringer.
Jeg har særlig forståelse for, hvordan det kan være at lære med ADHD, da jeg selv er diagnosticeret med ADHD. Derfor ved jeg, hvor vigtigt det er med struktur, pauser og tydelig kommunikation. Sammen med eleven kan vi skabe et trygt og motiverende læringsrum, hvor der er plads til at lære på sin egen måde.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg brænder for at gøre en forskel. Jeg har selv tidligere haft en tutor, der hjalp mig med svære opgaver og motiverede mig til at tro på mig selv. Det har inspireret mig til at hjælpe andre med at finde deres styrker og opdage, at læring både kan være sjovt og meningsfuldt.
Jeg glæder mig meget til at lære dig at kende!