Kære kommende elev
Jeg hedder Signe, og jeg er en frisk ung kvinde.
I min fritid spiller jeg fodbold, løber ture, strikker, læser, og så elsker jeg en god kop kaffe. Jeg har i øjeblikket sabbatår, men begynder at studere medicin til sommer 2025, hvorfor jeg også flytter til Århus.
Jeg har igennem mine sabbatår arbejdet som lærervikar på både folkeskole og efterskole, hvor jeg begge steder har varetaget undervisning og forberedelse i bestemte klasser og fag. Jeg har endvidere erfaring med at arbejde med ordblinde elever. Lige nu har jeg klasselærerfunktion i en dejlig 6. klasse, og jeg nyder at kunne opbygge en tættere relation til min elever - det gør en kæmpe forskel, at jeg kender dem, og at de kender mig.
Som tutor ser jeg det som min fornemmeste opgave at udvikle mine elevers faglige engagement og nysgerrighed. Som underviser brænder jeg for, at mine elever kommer til at opleve, hvor fedt det er at lære og få ny viden. Jeg forventer også lidt af dem, da jeg altid selv har sat pris på de lærere, der ved, at man virkelig rykker sig, hvis der bliver stillet nogle krav. Jeg er tålmodig og omsorgsfuld. Jeg har fuld forståelse for, at skole for nogle kan være en kamp, hvor ting skal tages i mindre bidder.
Jeg er tutor hos GoTutor, da jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for børn og unge. Jeg ved fra mit arbejde, hvor effektivt det kan være at få ene-undervisning, og jeg håber, at jeg kan være med til at give nogle unge mennesker øget skoleglæde.