Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Laura, og jeg kommer oprindeligt fra Jylland, men flyttede til København i sommeren 2020. Jeg er en udadvendt og social person, som elsker at møde nye mennesker. Jeg er selvstændig, ambitiøs og dynamisk, og jeg er god til at bevare overblikket, selvom der er mange bolde i luften. Jeg er meget nysgerrig på livet og elsker udfordringer. I min fritid tilbringer jeg meget tid med mine venner, veninder, kæreste og familie. Samvær med mine nære relationer er meget vigtigt for mig, og jeg værdsætter at kunne udvikle mig selv som person gennem sociale aktiviteter og nye oplevelser.
Min erfaring som lærervikar på Hyllehøjskolen og Kalvebod Fælled Skole har givet mig værdifuld indsigt i undervisningens praksis. Her har jeg haft ansvar for forskellige klasser, hvilket har styrket min lyst og passion for at undervise børn og unge. Jeg er i øjeblikket i gang med mit andet år af læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, hvor jeg har dansk som hovedfag og samfundsfag som andet undervisningsfag. Efter sommeren begynder jeg på mit tredje år, hvor jeg vil have idræt som tredje undervisningsfag.
Jeg brænder for at give børn og unge mulighed for at udvikle sig både fagligt og socialt. Gennem mine praktikker på uddannelsen har jeg arbejdet meget med en legende tilgang til undervisning og set, hvordan det kan skabe motivation og engagement hos eleverne. Jeg tror på, at en god undervisning bygger på stærke relationer og et trygt og støttende læringsmiljø, hvor eleverne føler sig komfortable med at stille spørgsmål, dele deres tanker og lave fejl uden frygt for kritik.
For mig er det vigtigt, at eleverne ikke blot oplever, at de lærer, men også at de føler sig set, hørt og værdsat. Jeg stræber efter at skabe en atmosfære, hvor læring er sjovt og spændende, og hvor eleverne føler sig inspireret til at udforske nye ideer og udvikle deres evner. Jeg er overbevist om, at når eleverne trives socialt og føler sig trygge, er de bedre rustet til at opnå faglig succes.
Jeg søgte jobbet som lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg ønsker at gøre en forskel og hjælpe elever med deres faglige og personlige udvikling. Jeg tror på, at alle børn og unge har potentialet til at opnå succes, og jeg vil gerne være en del af den rejse ved at støtte dem i deres læring. At arbejde hos GoTutor giver mig muligheden for at anvende min viden og mine færdigheder til at skabe positive forandringer og hjælpe elever med at overkomme udfordringer og opnå deres mål.