Jeg er engelsk- og film-studerende fra University of Aberdeen i Storbritannien. I skrivende stund har jeg boet forskellige steder i Storbritannien i omtrent 5 år. Jeg skal efter sommerferien i gang med mit fjerde og sidste år på min uddannelse kaldet “Master of Arts in English and Film & Visual Culture”.
Udover mine to hovedfag, engelsk og film/medier, har jeg på universitetet valgfag i oldtidskundskab og kunsthistorie. Jeg har både i mine hovedfag og valgfag opnået karaktererne “First” (A) og “Upper-Second” (B), hvilket er de højest opnåelige karakterer på den britiske karakterskala. Jeg har ydermere taget et sommerkursus på University of Edinburgh omhandlende britisk litteratur.
Gennem mit arbejde som personlig tutor og lektiehjælper i både engelsk og dansk for diverse organisationer og privatpersoner har jeg opnået undervisningserfaring i begge fag. Jeg har undervist elever i aldersgruppen 10-31 år både individuelt og på hold. Via organisationen “Danish-Scottish Society” har jeg udelukkende på engelsk undervist skotske unge i det danske sprog via en online digital platform. Jeg har desuden erfaring med at undervise elever med autisme samt ordblindhed i både engelsk og dansk. Som privat tutor har jeg tidligere udarbejdet mit eget undervisningsmateriale og selvstændigt tilrettelagt undervisningsplaner baseret på den enkelte elevs behov.
Jeg gør brug af forskellige medier i min undervisning og inddrager ofte quizzer, billeder, online lærings-spil, fysiske og online bøger samt tegneserier eller videoer. Har eleven en yndlingsbog eller -film eller en anden særlig hobby, vil jeg ofte også inddrage denne, hvis dette har relevans og er muligt.
Personligt er jeg meget interesseret i litteratur, kunst, politik, bagning, jeg spiller klaver samt nyder at gå i teatret og på museum.