Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg nyder at lære fra mig og er interesseret i menneskelige relationer og pædagogisk arbejde. Jeg vil elske at hjælpe dig, der har brug for et lille ekstra skub for at få udfoldet dit fulde skolelige potentiale.
Som underviser er jeg rolig og nærværende, men synes også det er dejligt at kunne joke lidt med dem omkring mig, så alting ikke bliver for alvorligt – specielt, når det handler om frustrerende lektier, der driller.
Med en bachelor i engelsk og kunsthistorie er jeg sikker på, at jeg vil være et super match for børn og unge, der har brug for hjælp i engelsk og biledkunst. Derudover var jeg dygtig i de fleste fag, specielt sprog- og kulturfagene, i gymnasiet og vil også kunne hjælpe med for eksempel dansk- eller historielektier.
Som person er jeg kreativt og musikalsk anlagt. Jeg elsker alt, der har med håndarbejde og kreativitet at gøre, og hvis jeg kan være med til at skabe fællesskab omkring strik, linoleumstryk eller fællessang, så synes jeg bare, det er mega fedt.
Derudover tilbringer jeg meget tid i naturen; jeg går gerne lange ture i skoven, tager en svømmetur i havet, sover i shelter og samler brombær, som jeg kan finde på at lave marmelade af, når jeg kommer hjem igen!
Jeg har arbejdet i børnehave, og lige nu arbejder jeg på plejehjem foruden at være frivillig ved Dansk Flygtningehjælp Ungdom, hvor jeg planlægger og afholder arrangementer for unge med flugterfaring. Jeg er altså vant til at arbejde sammen med og omkring andre mennesker, og går op i at danne gode relationer.
Jeg glæder mig til at møde dig!