Jeg hedder Embla.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg gerne vil hjælpe andre gennem deres skolegang og selv har været meget glad for skolen.
Som underviser er jeg tålmodig og forstående. Jeg har tidligere hjulpet mine yngre søskende med deres lektier og forstår derfor, hvordan man kan forklare ting på flere forskellige måder, hvis det ikke lige slår klik ved første forsøg.
Min undervisningsmetode bygger blandt andet på at stille ledende spørgsmål, så eleven selv kan tilnærme sig svaret og svare konkret og præcist på spørgsmål.
Jeg er som person meget kreativ og har flere hobbyer, såsom hækling, keramik, fotografering, indretning osv. Jeg er samtidig også meget matematisk anlagt, og det har altid været mit stærkeste fag. Jeg elsker desuden at få "aha"-oplevelsen.
Engelsk har ikke altid været mit stærkeste fag, og det begyndte først at blive det fra 7. klasse og op. Derfor har jeg også forståelse for, at det kan være utrolig svært og tage lang tid at forstå et helt andet sprog.
Som gymnasieelev på en STX i Roskilde havde jeg en naturvidenskabelig linje med matematik A og hævede senere engelsk, så jeg også havde det på A-niveau.
Igennem hele min grundskolegang oplevede jeg ekstrem nervøsitet ved at tale højt foran klassen. Så hvis dette også er tilfældet for dig, har jeg fuld forståelse for det og vil selvfølgelig ikke presse dig til ting, du er utryg ved.
Jeg bliver ofte beskrevet som rar og venlig. Jeg er meget rolig som person, men kan også blive ekstremt engageret og spændt, hvis der er noget, der interesserer mig meget.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at du føler dig tryg i mit selskab og tør at spørge om alt, der gør dig den mindste smule i tvivl.