Mit navn er Lærke og er lige blevet student fra Ringkøbing Gymnasium. Jeg er nu i gang med mit første sabbatår, hvor jeg er så heldig at kunne bruge noget af min tid på at være lektiehjælper. Jeg elsker at hjælpe andre, og skolen har altid fyldt meget i mit liv. Jeg har gennem hele mit skoleliv elsket at hjælpe andre og give dem en "aha-oplevelse", hvad enten det har været min lillesøster, mine klassekammerater eller andre. Jeg nyder at hjælpe andre, se dem få succesoplevelser og hjælpe dem med at overkomme udfordringer, fx når en opgave kan virke helt umulig. Det ved jeg kræver tid. Derfor er jeg som lektiehjælper rolig, tålmodig, imødekommende, opmuntrende og støttende. Jeg giver skulderklap og rosende ord med på vejen. For mig er det et fælles projekt for eleven og mig at få eleven til at lykkes.
Gennem min skolegang er det gået op for mig, hvor meget sjovere det er at gå i skole, når man gør en indsats, selvom det kræver arbejde. Skolen er ikke lige let for alle, og derfor vil jeg gerne være med til at gøre en forskel og hjælpe nogle elever i den rigtige retning, så skolen kan blive lidt nemmere og sjovere. Derudover drømmer jeg om en dag at blive lærer.
Jeg har erfaring med at arbejde med børn fra jobs i en vuggestue og en børnehave samt som frivillig hjælpetræner i en gymnastikforening. Jeg har også selv dyrket gymnastik gennem hele mit liv og ved derfra, hvor vigtig motivation og fælles indsats er.
Jeg glæder mig til at kunne give en hjælpende hånd med skolearbejdet.