Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Josephine, og jeg har altid været utroligt glad for at lære og at lære fra mig. Jeg elsker musik, kreativitet, performance, poesi, litteratur, kultur, æstetik og udeliv.
Jeg har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper på forskellige dagsinstitutioner i både København og Aarhus samt som pædagogisk personale på diverse sommerlejre gennem Københavns Lærerforening. Derudover har jeg sideløbende med mit studieforløb på Psykologi (AU) arbejdet som aflaster for en 6-årig pige med infantil autisme. Jeg har altid gjort mig meget i at lære fra mig til venner og familie - og det ved jeg, de har sat stor pris på:)
Som underviser går jeg meget op i formidling og empati. Det er meget vigtigt for mig, at man forsøger at møde eleverne, der hvor de er. Det gælder både deres akademiske niveau, men også hvordan de fungerer som mennesker. Jeg går selv meget op i at være ordenligt forberedt og udarbejde systemer, som fungerer og gør læringen mere overskuelig for eleven. Derfor vil jeg også stræbe efter at holde en rød tråd i min undervisning, hvor jeg starter ud med at præsentere undervisningens formål og afslutter med en opsummering af, hvad vi har gennemgået.
Jeg glæder mig til at lære dig at kende!