Hej! Velkommen til min GoTutor profil.
Mit navn er Anna, og jeg er din nye tutor! Jeg er lige blevet student i matematik og science fra Rysensteen Gymnasium i København med et eksamenssnit på 11,9.
Jeg er dog ikke kun flittig på skolebænken men lever i det hele taget et aktivt liv. Jeg har altid engageret mig meget, og allerede i 8. klasse blev jeg MOT coach på min folkeskole i Smørum (MOT er en metode, hvor unge coacher unge i trivsel og anti-mobning). Ydermere har jeg sideløbende med gymnasiet gået på ATU (Akademiet for talentfulde unge), hvor ambitiøse unge modtager undervisning gennem forskellige selvvalgte forløb. Her har jeg bl.a. lært om effektive studieteknikker og motivation. Denne viden inddrager jeg også i min undervisning, så eleven udover at forbedre sig inden for det ønskede fag også får værktøjer til at optimere lektielæsningen og få mere motivation i dagligdagen.
I min undervisning lægger jeg derudover stort fokus på, at der arbejdes i et tempo, som lader eleven få mest ud af undervisningen. Der skal være plads til at blive frustreret, men ligeledes også en vilje til at arbejde og forbedre sig.
Min største hobby er at spille teater. Det stærke venskab og den tillid og samarbejde, man har med hinanden i en teatertrup, er en helt uundværlig del af mit liv, uanset om jeg står på scenen eller hjælper til i kulissen. Alle støtter hinanden for at give den bedste oplevelse til publikum samtidig med, at vi har det sjovt i fællesskab.
Disse succesoplevelser er også det, der motiverer mig i mit arbejde som lektiehjælper. Det er sindssygt tilfredsstillende at arbejde sammen om et fælles mål. Jeg beundrer derudover også elevens ønske om at forbedre sig, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for bedst at hjælpe eleven med at nå de ønskede mål.
Med disse ord håber jeg at have givet en positiv beskrivelse af mig selv og min motivation. Jeg er sikker på, at jeg kan byde ind med gå-på-mod, flittighed, engagement og godt humør.
Jeg glæder mig til at møde min næste elev!