PERSONAGE OG KUNDSKABER
Jeg er udadvendt, ekscentrisk og mindfull; har svært ved ikke at være glad og vise det, men i arbejde regulerer jeg mit udtryk og udstråling så det passer i den givne sammenhæng og ikke opfattes forstyrrende.
Jeg er en nørd i den forstand, at jeg altid søger at forstå det jeg beskæftiger mig med på en sådan måde, at jeg ikke kun forstår, at det givne er som det er, men især også hvorfor det er som det, samt hvad der går forud for dette. Under mine uddannelser havde jeg det på samme måde; jeg ønskede ikke blot at bestå, men forstå.
Jeg sætter en ære i at gå i dybden med emner og fænomener, for den måde kan jeg bidrage med så mange forklaringsmuligheder og -grader som muligt. Folk er så forskellige i deres opfattelsesevne og dermed indlæringsforudsætninger, så udfordringen ligger ikke hos eleven i at forstå, men hos underviseren i at servere emnerne interessant og mangfoldigt, med eksempler, der har relevans for den enkeltes hverdag, kultur og person.
Albert Einstein er blevet quoteret for at have sagt: “Hvis du mener du forstår noget, så burde du kunne forklare det til en 6-årige, således at vedkommende forstår det. Ellers er der yderst stor sandsynlighed for, at du ikke selv forstår det.” Når man forstår noget, er det meget lettere at huske, genkalde og forklare. Hvorimod når man ikke forstår noget og er tvunget til udenadslære, er det både tungt at danse med samt kræver meget mere tid for at huske. Ydermere konkluderer indlæringsstudier, at læring gennem leg kræver i gennemsnit 8 gentagelser for at sætte sig, hvor det ellers kræver ca. 400. Jo flere sanser i brug, desto bedre.
HVERDAG OG HOBBIES
Til dagligt underviser jeg personalet på Rigshospitalet i forskellige motionsformer (boksning, afspænding, meditation m.v.) og behandler i kropsterapeutisk regi. Mine hobby´s er selvforståelse, bevidsthedsudvidelse, dans, kampsport, madlavning, ernæring, rulleskøjteløb, naturudforskning, ja, det er primært alt der rammer områderne krop, sind, følelser, natur og bevægelse.
ERFARING OG GRUNDLAG
Jeg har tidligere arbejdet meget med børn og unge på skoler og fritidsordninger, hvor jeg både selvstændigt og i team har stået for undervisning, projekter, teater, årstidfester/-afslutninger, lejrskoler m.v. Således har jeg arbejdet med faglig og æstetisk indlæring i forskellige sammenhænge. Endvidere har jeg hjulpet mange venner og bekendte med opgaver på deres respektive studier; senest en erfaring og dygtig pædagogisk praktiker, der oplevede stor udfordring med at formulere sin praktiske erfaring på det akademiske format, som det kræves på læreruddannelsen.
Jeg er blevet lektiehjælper hos GoTutor fordi jeg har savnet arbejdet og samværet med de små voksne og den magi, der opstår af at lade mig smitte af deres sans for tilstedeværelse og nærvær.
Det er et privilegium at facilitere noget så værdifuldt og sårbart som undervisning, da tryghed er ikke kun en væsentlig faktor, men selve fundamentet i indlæring. Tunge følelser og negative tanker kan både besværliggøre og endda blokere for indlæring. Derigennem er det let at tro, at man ikke forstår, ikke kan finde ud af det, at man er dum og give op. Dette foregår som oftest subtilt og ubevidst hos eleven, men det har jeg et øje for og kan skabe et rum hvor dette blive imødekommet, så det ikke fylder.