Jeg er uddannet lærer. Tidligere, mens jeg var under uddannelse til lærer, arbejdede jeg som lektiehjælper, og jeg så, hvor meget enkelte timer på tomandshånd kan flytte et barns forståelse for et givet emne eller fag. Derfor tænker jeg, at jeg kan bruge mine kompetencer til at hjælpe elever, der af den ene eller anden grund har brug for et ekstra skub i skolen. Det kan være, at motivationen hænger, eller at det bare generelt er svært at følge med i undervisningen.
Jeg underviser normalt i enten folkeskolen eller på erhvervsuddannelser, hvorfor jeg kender de faglige mål og eksamenskravene i mange af de fag, jeg tilbyder lektiehjælp i.
I en lektiehjælpssituation vil jeg arbejde meget sammen med både forældre og elev om, hvad det ønskede mål med undervisningen er, og derudover vil jeg også gerne, såfremt det ønskes, indgå i et samarbejde med elevens lærere for at opnå det ønskede resultat.
Jeg vil til enhver tid prøve at arbejde med det, eleven arbejder med i skolen, sådan at eleven ikke vil sidde med følelsen af at skulle lave dobbeltarbejde, men at der er tale om et fælles mål med skolen.