Mit navn er Signe, og jeg bor i en lejlighed i Herning. Jeg går i 2.g på STX, på en musisk/matematisk studieretning.
Jeg glæder mig til at hjælpe med undervisningen og skabe et godt samarbejde med eleven for at opnå bedst mulig læring. Jeg tror på, at det kan være sjovt at lære, og er man kørt træt i skolearbejdet, kan vi finde på sjove, kreative måder at lære på. Vi lærer alle sammen forskelligt, og det betyder meget for mig at finde en måde, der fungerer for eleven.
Jeg møder eleven i øjenhøjde og tager udgangspunkt i elevens niveau og behov. Det er vigtigt at skabe den gode relation for at få lektielæsning og skolearbejde til at glide lettere. Det er nemlig vigtigt, at det er en god oplevelse.
Jeg har tidligere erfaring med at være gymnastiktræner og spejderleder, hvor jeg har arbejdet med børn med samarbejdet i fokus. Det har jeg været vild med, og det er derfor, jeg har søgt jobbet som lektiehjælper, da jeg også her er med til at formidle og lære fra mig på en hyggelig måde.
Jeg har mange interesser, men da jeg går i skole, dyrker jeg ikke så mange af dem, som jeg tidligere har gjort. Jeg kommer fra landet, så natur og dyr har altid haft en stor betydning. Jeg har redet islændere og gået til spejder i mange år, og derudover har jeg gået til gymnastik. Musik betyder også meget for mig, og jeg har spillet klaver det meste af mit liv. Så jeg kan lide, når der sker noget, er altid klar på masser af sjove ting.
Jeg ser frem til at være lektiehjælper og sammen skabe det bedst mulige forløb for min elev.