Hej!
Mangler du hjælp til lektierne? Så se lige her!
Mit navn er Annemette, og jeg bor i Frederikshavn med min kæreste og vores to børn på henholdsvis 2,5 og 6 år. Jeg er ved at uddanne mig som lærer i folkeskolen og er på mit femte semester. Mine undervisningsfag er: matematik, religion og idræt, hvor jeg specialiserer mig i undervisning af mellemtrin samt udskolingen.
Som person er jeg udadvendt og kan snakke med alle, hvilket næsten er et "must", når man som lærer kommer ud for mange forskellige elever med hver deres persona. Derudover sætter jeg pris på ærlighed, hvilket jeg selvfølgelig også selv forsøger at håndhæve bedst muligt. Dette betyder for eleverne, at jeg forventer, at de siger deres mening, som de tænker den, så jeg kan støtte dem bedst muligt i at finde deres egen vej. Sidst vil jeg nævne, at jeg regner mig selv for værende ansvarlig, omsorgsfuld samt rummelig.
Som underviser lægger jeg vægt på både at skabe en forståelse for den grundlæggende viden inden for det enkelte fag samt bygge ny viden på, så eleven får størst mulig viden i faget. Til at gøre førnævnte vil jeg forsøge at finde ud af, hvorledes den enkelte elev arbejder bedst, om det er slavisk med opgaver, visuelt eller gennem leg (Learning by doing). Jeg vil gøre mit bedste for, at eleven får det bedste udbytte af undervisningen, da kun dette gavner eleven, men også mig som underviser.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor for at yde en faglig hjælp til børn og unge, som kæmper med fagligheden, de som bare har brug for en ekstra hånd eller som har brug for et selvtillidsboost. Derudover har jeg et ønske om at styrke og udvide mine egne kvalifikationer samt erfaringer som underviser, som jeg kan tage med mig videre i livet som lærer i folkeskolen.
Med venlig hilsen
Annemette