Mit navn er Thea. Jeg er en pige, som går på en STX-uddannelse på Midtfyns Gymnasium i Ringe. Som person er jeg meget glad og har en god energi. Jeg går meget op i fysisk træning og har spillet fodbold på meget højt plan, indtil jeg stoppede hen over julen 2021, fordi jeg valgte at prioritere mine sociale relationer og skolen mere end elitesporten. Derudover spiller jeg også en del guitar, hvilket jeg hygger mig rigtig meget med.
Jeg har altid været superglad for at gå i skole, og min lyst til at lære har altid været, og er, virkelig stor. Lige netop det har også været med til at gøre, at jeg er gået ud af min 10. klasse med et snit på 11,5 – ikke at snittet er vigtigt, men det siger noget om, at man kan, hvis man vil.
Det, jeg har at tilbyde ift. hjælp i form af undervisning, er, at jeg er god til at lære fra mig og finde på måder at give viden videre, så det kan forstås. Jeg vil forsøge at lære fra mig på en måde, så det ikke bliver for kedeligt, men stadig seriøst og lærerigt. Jeg har også erfaringer med nogle, der har lidt sværere ved skolen end så mange andre, heriblandt min lillebror, fætter mfl.
Min intention med at hjælpe andre med lektier og faglige færdigheder er at få børn og andre unge til at indse, at det kan være sjovt og interessant at lære nye ting og gå i skole. Jeg mener nemlig, at alle fag i skolen kan være interessante, hvis bare man lige finder evnen til at knække koden til noget af det vanskelige. Ja, det er lige ved, at det kan gå hen og blive helt sjovt at gå i skole ;)