Hej, hvor er det dejligt, du tager dig tid til at læse lidt om mig.
Jeg hedder Anne, og med en cand.mag. i spansk med sidefag i dansk kan jeg tilbyde dig høj faglighed og sproglig kunnen. Jeg er godt rustet i litteraturanalyse og litteraturhistorie og har stærke kommunikative evner inden for både spansk og dansk. Desuden har jeg erfaring med at undervise som lærervikar og privatunderviser.
Når vi ses, skal det være hyggeligt og trygt. Jeg er lattermild og nysgerrig, og jeg synes, humor er vigtigt til at skabe en tillidsfuld og uhøjtidelig atmosfære.
Jeg tager mit job alvorligt, gør mig umage og reflekterer over, hvordan jeg bedst muligt kan støtte din udvikling. Jeg vil sørge for varieret lektiehjælp, hvor det faglige stof bliver arbejdet med på forskellige måder. Du vil blive inddraget og hørt, så du får den hjælp, der passer til dig, og vi målrettet kan arbejde hen imod det resultat, du ønsker.
Privat bor jeg i Aarhus med Mathias og vores datter Oda. Jeg elsker musik og at gå til koncerter samt at lave mad. Desuden er jeg vild med at rejse: Jeg har læst et semester i Spanien, backpacket i Asien og rejst et halvt år alene i Sydamerika.
Det giver så meget mening at være lektiehjælper og medvirke til, at du udvikler dig positivt og styrker dine færdigheder. Jeg håber, vi ses.
Mange hilsner fra Anne