Goddag, halløj og velkommen til.
Jeg er uddannet lærer med 5 års erfaring i den danske folkeskole. Jeg har ført elever til 9. klasses eksamen i henholdsvis dansk og engelsk, og min kærlighed til historie formår at hjælpe med at gøre det faktatunge fag spændende og levende.
Jeg har fokus på proces og delmål i min undervisning, og jeg vil hellere bruge tid på at synliggøre processen og læringen, end at terpe faglighed. Mit argument er, at når skolen er overstået skal den studerende jo helst kunne hjælpe sig selv videre, med relevante værktøjer, så de ikke altid er afhængig af en lærer.
I min optik er tilegnet faglighed et produkt af en lyst til at lære, og det er derfor også et fokus i min undervisning.
Et andet fokus er tilgængelighed; hvordan kan jeg gøre det faglige udbytte tilgængeligt for alle mine elever, som har hver deres udfordringer. Her bruger jeg differentiering i høj grad, og min erfaring fra jobbet i folkeskolen, om hvilke udfordringer en elev kan have med sig, og hvordan det kan spille ind i læringslyst og tilgang til skoleopgaver.
Jeg har igennem mine fem år arbejdet meget med læsevanskeligheder, ordblindhed, skoletræthed og koncentrationsbesvær i udskolingen (primært danskfaget). Jeg har været på ordblindekursus med Christian Bock, og gennemført holddelinger og støttetimer i flere år, for især læseudfordrede.
Som person er jeg smilende, høflig og rolig. Min motivation for at være tutor og lektiehjælper er den voldsomme indgriben som pandemien har haft i børns skoledag og læring. Jeg vil gerne sikre, at de føler sig godt klædt på, og at de ikke føler sig tabt bag en vogn.
Glæder mig til at møde jer og komme i gang med arbejdet.
Venligste hilsner
Bjørn