Hej jeg hedder Éilís. Jeg går i 2. g på Svendborg Gymnasium, hvor jeg har Matematik A, Fysik B og Kemi B.
At være tutor ligger ligefor for mig. I folkeskolen skulle vi ofte arbejde i par; en stærk elev sammen med en mindre stærk elev. For mig betød det at skulle forklare noget for en anden, at jeg selv fik en dybere forståelse for emnet. Det er fantastisk, når man lykkes med at gøre noget, der først var svært, forståeligt. Det er min motivation for at melde mig som lektiehjælper.
Selv har jeg to ældre søskende, som af og til har været der for mig, når et fag var svært. Vi er en familie, hvor man hjælper hinanden, når man kan. Jeg har lært, at det handler om at nedbryde faget, indtil det har en størrelse, man kan kapere. Det er forskelligt, hvor små bidder det skal nedbrydes i. Hvert barn er forskelligt. Hvert fag er forskelligt. Jeg bruger det aktivt, når jeg hjælper en klassekammerat eller en vens mindre søskende. Det virker også ret godt på mig selv, når jeg er gået i stå.
Mellem folkeskolen og gymnasiet var jeg et år på Ryslinge Efterskole. Her mødte jeg en hel masse nye mennesker, som var min familie i et år på godt og ondt. Jeg havde valgt den internationale linje og havde Cambridge-engelsk, fordi jeg gerne ville være ekstra dygtig til det sprog. Ryslinge Efterskole kører også et projektlederforløb, hvor man lærer at tage udgangspunkt i en modtager og tilpasse processer og metoder til lige præcis det menneske/den virksomhed. Jeg fik nogle værktøjer, som jeg helt sikkert kan bruge til at strukturere en form for lektiehjælp, der vil gavne det enkelte barn.
Jeg er en social pige, der godt kan lide at møde nye mennesker. Jeg er tålmodig, flittig og punktlig. Herudover er jeg fleksibel med min tid.
Jeg glæder mig til at møde jer.
Mvh. Éilís