Hej! Mit navn er Luca, og jeg er en ung mand, som studerer violin på første års bachelor på Syddansk Musikkonservatorium.
Kort om mig: Jeg er født i Californien af en dansk mor og en fransk far, som begge er musikere. Musik og sprog har derfor haft en stor indflydelse på min opvækst. Jeg har boet i USA og Frankrig, og fra 2008 har jeg været fast bosat i Danmark. Jeg mestrer både fransk, engelsk og dansk, mundtligt såvel som skriftligt.
Jeg har valgt at blive lektiehjælper ved GoTutor af flere grunde. Den største og vigtigste er, at jeg elsker at hjælpe andre og give dem ahaoplevelser. Jeg søger altid at sætte mig selv i en situation, hvor jeg kan lære fra mig ud fra mine personlige erfaringer. Desuden lærer man meget selv af at lære fra sig.
Som person er jeg meget venlig, åben og imødekommende, men også professionel, alvorlig og punktlig. Jeg er super interesseret i klassisk musik, filosofi og litteratur – især den franske litteratur har jeg meget kær. Musik og litteratur er derfor det, som jeg bruger det meste af min tid på!
For at skabe en god relation til eleven er det oplagt bl.a. at spørge ind til elevens interesser, men også at skabe et trygt og rart miljø, hvor små fejl ikke er liv eller død, og man kan grine af de fejl, man indimellem laver.
Jeg har meget erfaring med at undervise. Via mine studier med violin og min erfaring fra Københavns Drengekor har jeg lært meget om det pædagogiske aspekt af indlæring. Jeg har selv nydt godt af mentorordningen og kender derfor til det særlige rum, som kan styrke indlæringsglæden. Derudover underviser jeg fire børn i violin som privatlærer, og det har jeg gjort i ét år.
Som underviser er jeg ambitiøs, seriøs, men også tålmodig og forstående. Mit største og vigtigste mål er at hjælpe eleven med at finde kreative måder at gøre de irriterende fag sjove og inspirere eleven til at finde glæde i skolen.