Jeg hedder Melahat Özdemir og går i øjeblikket på UCL, hvor jeg læser til pædagog. Jeg arbejder som tutor ved siden af, da det er en god måde at udforske sine kompetencer på. Og da jeg selv er studerende, kan jeg godt sætte mig ind i de udfordringer, en studerende har ift. mangel på lektiehjælp.
Mit mål som underviser er at hjælpe eleven til at lære og få ny viden, som han eller hun kan blive klogere af. Dog underviser jeg også således, at eleven forstår, at det er ok at lave fejl. For de fejl, man begår, dem lærer man af, og dermed bliver man stærkere og klogere. At fejle og lave noget, der er "forkert", er en del af læringen og udviklingen. Det er vigtigt at forstå dette, da mange kan føle sig mindre værd pga. fejl og dermed søge perfektion. Min holdning er, at eleven ikke skal se sine "fejl" som fejl, men mere som en mulighed for at lære.
For mig er det vigtigt at danne en relation til eleven, da det er med til at skabe tryghed hos eleven, hvilket vil styrke forholdet mellem tutor og elev. Det er vigtigt at skabe en relation, således at man kan stole på hinanden, samtidig med, at underviseren bevarer sin autoritet.
Som person udstråler jeg ro, autoritet samt positivitet. Derudover er jeg udadvendt og kan let omgås med folk. Jeg er god til at bevare overblikket i pressede situationer – også i situationer, hvor der kræves fokus og opmærksomhed. Endvidere er jeg meget ansvarsfuld, mødestabil og servicemindet.
I min fritid er jeg sammen med mine venner, veninder samt familie. Derudover kan jeg lide at lytte til musik, danse og se serier/film. Jeg lytter især til udenlandsk musik, bl.a. tyrkisk, arabisk, albansk, koreansk (kpop) og engelsk. Jeg er helt vild med at danse for mig selv inde på værelset! Jeg elsker bare at tænde for en sang og danse derudad! Typiske serier/film/shows, jeg ser, er oftest engelske, men jeg ser også en del koreanske dramaer. Som man nok kan høre, så er jeg ret inspireret af andre kulturer. Jeg elsker især tyrkisk og koreansk kultur. Det er simpelthen så spændende og fascinerende!
Jeg glæder mig til at møde jer.
Melahat Özdemir