Hej til dig, der er kommet ind på min profil.
I august sidste år begyndte jeg at undervise en 7. klasse i fransk, hvilket jeg er utroligt glad for, at jeg begyndte på. Det har nemlig været starten på det eventyr, som jeg har begivet mig ud på. Målet på mit eventyr er at blive gymnasielærer, hvilket jeg potentielt ville kunne blive i 2024, når jeg har afsluttet min kandidat. Min uddannelse hedder Fransk sprog, litteratur og kultur med sidefag i Nordisk sprog og litteratur. Jeg kan også undervise i idræt, da jeg var rigtig god til det i gymnasiet og stadig dyrker faget i min fritid.
Nå, men da jeg begyndte at undervise denne her 7. klasse, gik det op for mig, hvor meget jeg brænder for at undervise, og hvor fantastisk det er at se elever udvikle sig og blive klogere. Det er lige netop dét, der er min motivation for at undervise.
Jeg elsker selv at lære og vil aldrig stoppe med det, hvilket helt klart vil afspejle sig i min måde at undervise på. Du vil finde ud af, at jeg er nysgerrig, undersøgende og ikke mindst motiveret for hele tiden at tilegne mig ny viden.
Jeg lægger stor vægt på at sætte mig ind i dit formål med undervisningen for dermed at kunne forstå din motivation for lektiehjælp fra GoTutor. Dette vil give mig mulighed for at vide, hvilken slags undervisning der passer lige præcis til dig, og vil derudover give os de bedste vilkår for at kunne nå i mål med dine målsætninger. Jeg vil altså meget gerne høre, hvad din motivation for at blive bedre til et givet fag er, og forstå dine tanker bag.
Som person går jeg meget op i struktur og organisering, hvilket bl.a. afspejler sig i min morgenrutine, som indebærer at stå tidligt op, træne, læse, spise god morgenmad og komme ud ad døren og i gang med dagen så hurtigt som muligt. Denne del af dagen er min yndlingsdel. Jeg holder meget af at skabe diversitet gennem min dag. For eksempel diversitet i fysisk aktivitet: Jeg cykler til universitetet og hjem, jeg træner hver morgen og jeg går ture, til gengæld sidder jeg meget stille, når jeg er på universitetet, og når jeg arbejder som underviser.
Det, jeg holder allermest af i hele verden, er min familie og især mine to mindre søskende.
Jeg håber, at du føler, at du kender mig lidt bedre nu.