Jeg vil lægge stor vægt på interaktion elev og mig som underviser imellem. Det er vigtigt for mig at eleven ikke blot skal køres igennem pensummet, men vil opleve en glæde ved det at dygtiggøre sig. Det kan være kedeligt blot at køre fra A til B, så jeg vil inddrage kreative måder at tilgå læring på. Men naturligvis alt efter hvilken elev jeg sidder over for. Man lærer forskelligt, og det vil jeg naturligvis arbejde ud fra.
Relationen er afgørende, da tillid fordrer læring, så det er vigtigt for mig at det ikke opleves som undervisning fra klasselokalet og at jeg ikke blot er en ny lærer. Det kan være lidt svært at skulle møde en ny person som skal undervise, så jeg vil sørge for at skabe en tryg relation hvor tillid og ligeværdig stilling er i fokus.
Jeg er ledsager for en person med Downs Syndrom, og i det arbejde har jeg skulle sørge for at skabe en sikker relation hvor tillid og tryghed er til stede. Her er jeg en autoritet, men jeg gør alt hvad jeg kan for at opløse autoriteten i forholdet imellem os, så han ikke føler mig som endnu en pædagog, men en man kan hygge sig med og opleve at have et frirum i de timer vi er sammen.
Jeg er lektiehjælper fordi jeg sætter stor pris på at kunne gøre en forskel. På mit nuværende studie gør jeg ligeså hvad jeg kan for at hjælpe hvor jeg kan. Jeg har som barn gået i en specialklasse hvor jeg har oplevet hvordan en mere personlig undervisning kan hjælpe en elev med at udvikle sig i den rigtige retning. Det at have oplevet det som barn, har givet mig et rygstød og de positive oplevelser vil jeg gerne give videre.
Som person er jeg meget rummelig, tålmodig og moden. Jeg sætter en ære i at sætte andre før mig selv når det er muligt, i alle livets facetter. Struktur og ordentlig er vigtigt for mig, og det ser jeg som en styrke for mig.
Når jeg ikke studerer Offentlig Administration, bruger jeg meget tid på at følge med i dansk politik, sport/træning og boglæsning. Jeg er meget nørdet ift. politik og økonomi, og følger nyhedsstrømmen mere en de fleste.