Hej!
Jeg hedder Julie og er i sommeren 2021 blevet handelsstudent fra Aarhus Handelsgymnasium i Risskov. Derfor holder jeg nu et par sabbatår med henblik på at udvikle nye kompetencer og opleve verden, inden jeg skal videreuddannes på universitet. I denne forbindelse har jeg tilmed et stort ønske om at blive lektiehjælper ved siden af mit fuldtidsjob som lærervikar.
Som lektiehjælper kan jeg tilbyde en høj grad af faglighed, efterstræbsomhed, grundighed, tålmodighed og nærvær. Jeg afsluttede min gymnasiale eksamen med et karaktergennemsnit på 11,9 og mener derfor at kunne bidrage med en stærk faglighed samt et stort fagligt indblik og udblik. Derudover mener jeg at besidde gode pædagogiske og didaktiske evner, som er blevet videreudviklet og formet af mit nuværende job som lærervikar, hvor jeg både underviser børn i almindelige klasser samt i specialklasser.
I jobbet som lektiehjælper vil jeg altid tilstræbe at gå løsningsorienteret til opgaven med øje for den enkelte elevs individuelle behov. Endvidere stræber jeg efter at bruge mine sociale og kommunikative evner til at skabe en rar og tryg relation mellem lektiehjælper og elev, således der er optimale betingelser for en god læring.
Som person er jeg desuden social og nyder at bruge tid med venner og familie i min fritid.