I de sidste år af folkeskolen var jeg lektiehjælper for nogle yngre elever i matematik, og i slutningen af min gymnasietid indførte gymnasiet en ordning, hvor 3. g'ere underviste 1. g'ere i andre naturvidenskabelige fag.
At kunne berige andres verden på den måde og se dem udvikle sig sådan er enormt motiverende, så jeg tog en uddannelse som guide og har i flere år arbejdet med at formidle og at lære fra mig til børn og voksne i alt fra vandgymnastik til historie og sprog.
Vi er alle forskellige, og nogle lærer bedst ved at sidde i ro og koncentrere sig, mens andre har brug for at se tingene visuelt eller at være aktive og bruge kroppen.
Nu er min guidetid forbi og i anledning af, at jeg er fast hjemme i Danmark igen, tager jeg en universitetsuddannelse som biokemiker med en drøm om efterfølgende at kombinere forskning og undervisning, og undervejs håber jeg at kunne fortsætte med at lære fra mig.