Som underviser vil jeg starte med at finde et fælles fagligt grundlag for mig og eleven. Altså et niveau i elevens faglighed hvor der er klar forståelse for faget.
Efter dette niveau, hvor både elev og underviser er på bølgelængde, er blevet etableret, handler det om at bygge ovenpå i elevens eget tempo.
Dette er vigtigt da mange elever kan føle sig efterladt i fagligheden, hvis der er nogle få fundamentale pointer i faget de har misset. Her kan man som elev føle at "toget er kørt", og at det er svært at hoppe tilbage på toget igen.
Det er dermed ofte en klar fordel at undervise eleven, hvor eleven er. Herved sikrer man at eleven får "aha-oplevelser", og får dermed skabt større motivation til at lære igen. Vi er som hovedregel nysgerrige mennesker, som gerne vil lære. Dog giver nysgerrigheden kun mening for os, når svaret også gør.
Jeg har netop færdiggjort min uddannelse som Diplomingeniør i Maskinteknik på Aarhus Universitet. Da jeg søger nye udfordringer, har jeg besluttet mig for at læse til civilingeniør i Mechanical Engineering på Aalborg Universitet.
Jeg er erfaren når det kommer til undervisning og vidensformidling. Jeg har bl.a. været:
- Lærervikar på Hjørring Private Realskole
Dette var jeg i mit sabbatår mellem gymnasie og universitet. Her var jeg både en del af det normale vikarkorps der underviste klasser (1. - 9. klasse), samt ude til privatundervisning for to elever (hhv. 7. og 10. klasse) på skolen.
- Hjælpelærer på Aarhus universitet, i faget instrumentering og metrologi, som undervises på uddannelsens 4. semester.
- Privat hjælpelærer for elev fra (1. - 2.g) som studiejob i Aarhus.
- Studenterstudievejleder på Aarhus Universitet. Her var jeg oplægsholder til de ældste folkeskoleklasser som gymnasieklasser. Jeg deltog desuden i events som Åben hus og U-days, hvor jeg repræsenterede Diplomingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, da jeg er interesseret i vidensformidling og trivsel af børn og unge. Denne interesse har jeg især, da jeg selv havde en periode i folkeskolen, hvor jeg ikke kunne finde viljen til at lære og dermed blot gav op for en stund. Jeg ved derfor præcis hvad det vil sige at få en hjælpende hånd til at overkomme noget som virker uoverkommelig.
I min fritid kan jeg lide at løbe og træne. Jeg har en meget meget stor passion for lyd og musik, både som kunstform men især som en teknisk interesse højttalere og hele fysikken bag ved at reproducere lyd vha. højttalere. Når jeg ikke bruger tid på dette, bruger jeg tid sammen med min kæreste.