Som person er jeg imødekommende og smilende. Jeg har en stor ro og en fundamental tålmodighed, hvilket medfører, at jeg er god til at lære fra mig.
Jeg ved, hvor vigtigt et godt miljø er for indlæringen af ny viden og gode oplevelser. Derfor er det essentielt for mig, at skabe en god relation til den kommende elev. Jeg ønsker et socialt miljø, hvor der er plads til alvor, grin og ikke mindst at fejle.
Jeg har tidligere arbejdet som lærervikar for Sejs Skole i Silkeborg og som pædagogmedhjælper for Gødvads Fritids- og Ungdomsklub. Derigennem har jeg erfaring med at undervise og motivere børn og unge, hvilket jeg kan trække på.
Jobbet som lektiehjælper hos GoTur er en rigtig god mulighed for at bruge nogle af de erfaringer, som jeg har fra tidligere oplevelser. Jeg oplever stor glæde ved at lære børn og unge nye ting. Dette betyder at min motivation for at være lektiehjælper er stor, hvilket kommer til udtryk i min læring.
Som tidligere nævnt er jeg en tålmodig person med et stort smil og gåpåmod. Jeg har først gået to år på Roskilde Universitet, hvor jeg studerede samfundsfag og socialvidenskab. Disse år har medført en fundamental forståelse for samfundet opbygning, og hvordan man arbejder sammen på et hold. I sommers skiftede jeg studie til journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, idet jeg ønsker at formidle bredt ud. Som journaliststuderende lærer jeg at formidle kort og præcist. Denne viden og disse færdigheder kommer mig til gode som lektiehjælper. Desuden er jeg ikke bange for at fejle, for jeg ved, at det er gennem fejlene, man lærer.
I fritiden bruger jeg meget tid sammen med mine venner. Desuden spiller jeg fodbold og løber. Derudover har jeg en stor interesse for musik.