Jeg er glad for klar kommunikation og godt overblik, hvorfor jeg vælger at skrive min profiltekst ud fra den opstillede form.
Hvem er jeg, og hvad står jeg inde for?
Som underviser holder jeg hovedet koldt. Det er nemlig en dyd for mig at vise mine elever, at jeg har styr på mit materiale, og det jeg lærer fra mig - også selvom der naturligvis kan opstå tvivl. Jeg har hele mit liv været meget bevidst omkring mine omgivelser, og jeg har især observeret de ældre og mere erfarende mennesker omkring mig. Jeg kan huske dem, der gjorde det godt og differentiere dem fra deres kollegaer, der ikke gjorde. Jeg ved derfor, at dét at være en god underviser ikke blot betyder, at man kan nørde et bestemt materiale. At være en god underviser betyder, at faglighed ikke står alene. Det står nemlig sammen med empati, en personlig karisma, der inspirerer eleverne og undervisningsteknikker, der tager udgangspunkt i elevens egen viden og erfaringer.
Jeg hedder Louloua og jeg er en kandidatstuderende i kognitiv semiotik ved Aarhus Universitet, og selvom det lyder halvvoksent og kedeligt, så er det meget mere end blot et tal og en fin titel. Jeg er nemlig først og fremmest min egen person, der ufrivilligt har et behov for at være ungdommelig og følge med i moderne tendenser og problemstillinger. På den måde er jeg relaterbar for eleverne og ved at vise mig selv som menneske, vil jeg skabe en personlig og sund relation. Denne relation mellem underviser og elev er nødvendig i en læringsproces. I følge mig blomstrer en god relation, når man har et fælles udgangspunkt og mål nemlig, at læring og forbedring er succeskriteriet.
Mig som underviser og tidligere erfaring:
Det, der gør mig til en god underviser er, at jeg har en motiverende og inspirerende tilgang til læring. Læring for mig er nemlig sjovt, og derfor skal der i en læringsproces tændes for de positive følelser. Jeg har arbejdet både som lærervikar og som pædagogmedhjælper, og her har jeg mødt de frustrationer og derefter succesfølelser, der følger med, når man lærer og skal tilegne sig nye fagkundskaber. Her blev jeg også meget klogere på, hvor vigtigt det er at skabe et trygt og ærligt læringsmiljø for eleverne. Jeg har været i undervisningssituationer for børn og unge i forskellige aldre. I udskolingen hvor det er tydeligt, at de ældre elever har dannet sig holdninger til, om de hælder mere til det naturvidenskabelige end til det humanistiske eller omvendt. Samtidigt har jeg erfaring med de små, hvor der sættes mere fokus på det emotionelle, motoriske og sociale arbejde. Hvad end det handler om gymnasieeleverne, afgangseleverne eller indskolingen, så har jeg erfaring med, at de bare gerne vil forstå. Fælles for de fleste elever er, at de er nysgerrige og gerne vil, og det er netop det jeg vil støtte. Derudover har jeg erfaring som lektiehjælper, og så har jeg være frivillig tutor på universitetet, hvor jeg har stået som ansvarlig for indkøring af nye studerende med fokus på både det sociale og det faglige liv på universitetet. Ved siden af studiet sidder jeg som bestyrelsesmedlem i universitetsforeningen LOCOmotivet, hvor vi underviser udskolingen i håndtering af psykisk sårbarhed.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg vægter uddannelse og social dannelse rigtig højt. Jeg ved, at de to ting hører sammen og ved at være lektiehjælper hos GoTutor, vil jeg fortsat have muligheden for at støtte denne udvikling hos eleverne. Jeg elsker at lære fra mig og videreformidle den faglige viden, jeg har erfaret mig i løbet af min skoletid. Hvis det ikke er tydeligt endnu, så har jeg en personlig mission, der fokuserer på unges trivsel og personlig udvikling. Jeg tror på, at man gennem sociale interaktioner både kan blive klogere på mennesker og verden omkring sig, og at man i den forbindelse får en hel del social selvtillid, der vil støtte elevens faglige læring.
Som person er jeg en meget positiv og lettere optimistisk sjæl. Jeg har fået at vide af tidligere arbejdsgivere, at jeg er en behagelig og sympatisk person og kan folk i alle aldersgrupper. Derudover har jeg utrolig meget situationsfornemmelse, og jeg kan læse et rum, hvilket i min optik er en nødvendig evne at have, når man er sammen med yngre mennesker, der måske ikke altid kan sætte ord på de komplekse følelser, de kan opleve, når noget er svært.
Personligt:
Gennem mit studie får jeg lov til at blive klogere på min interesse for de dynamiske processer indenfor sproglig udveksling og menneskelig interaktion og adfærd. Når jeg ikke laver studierelateret arbejde, og jeg skal af med mit krudt, så løber jeg en tur eller træner i fitness. Det er alfa omega for mig, at jeg holder mig aktiv, for her kan jeg sætte nye krav til mig selv og udvikle mig. Når jeg skal lade op og være lidt for mig selv, nyder jeg at gå en tur eller læse en bog. Jeg udfolder min kreativitet i et køkken, og så er jeg lige begyndt at brodere.
Mange tak for nu. Jeg glæder mig til at høre fra jer!