Da jeg selv gik i skole, var der fag jeg var rigtig god til og fag hvor jeg haltede bagefter. Set i bakspejlet havde jeg nok haft god gavn af en lektiehjælper til sidstnævnte, men det kom aldrig på tale, og i stedet havde jeg gang på gang nederlag med bestemte fag.
Jeg ønsker ikke at børn skal være kede af et eller flere fag i skolen, og derfor vil jeg gerne være med til at give en god og tryg oplevelse med lektiehjælp. Uanset om målet er at bestå eller at få 12.
Jeg underviser i de sproglige og humanistiske fag, som altid har været det, der har interesseret mig mest. Jeg holder mine fremmedsprog ved lige gennem litteratur og apps, som jeg også vil supplere min undervisning med, da det gør undervisningen meget sjovere end hvis man udelukkende terper grammatik.
I undervisningen er det vigtigt for mig, at møde barnet netop dér, hvor han/hun er rent fagligt, og jeg vil lægge vægt på succesoplevelser og positivitet. Man kommer ingen vegne med sætninger som "det her burde du kunne" eller "alle andre i klassen kan det her."
Lektiehjælp skal ikke være noget surt, der skal overstås, men derimod noget vi hygger os med og hvor der er plads til grin.