Hej, mit navn er Elias, jeg er 25 år gammel. Jeg blev student fra KVUC i sommeren 2018 med 10.1 i huen. Jeg er i øjeblikket i gang med at læse en bachelor i kemi på Københavns Universitet.
Det jeg finder mest motiverende ved at undervise og lære fra mig er at næsten al form for viden er interessant hvis det bliver forklaret og præsenteret på en ordentlig måde - og hvis man finder noget spændene, så kommer viden og forståelse også langt nemmere. Det er takket være nogle ekstremt kompetente undervisere at jeg har fået interesse for de fag jeg har mest kære og jeg håber at jeg kan have samme indvirkning på dig eller dit/jeres barn.
I de følgende afsnit står der lidt mere om mig selv: Jeg er vokset op som den yngste i en søskendeflok på 4, hvilket var et kæmpe privilegie når det kom til lektiehjælp og forståelsen af de emner som jeg havde svært ved. Begge mine forældre er undervisere, så pædagogik og evnen til at skulle lære fra sig lægger sig til familien.
Da jeg var den yngste i familien fik jeg sjældent muligheden for at lære fra mig, men da jeg begyndte på HF der gik det hurtigt op for mig at jeg havde en god sans for det naturfaglige. En del af mine klassekammerater fandt hurtigt ud af at jeg ikke havde så mange problemer med den slags fag og jeg blev ofte spurgt om hjælp før vores undervisere gjorde. Før jeg vidste det hjalp jeg en del medstuderende med deres matematik og kemi og jeg fik endelig lov til at lære fra mig ligesom mine søskende havde gjort det med mig - og jeg elskede det.
Da jeg efter HF valgte at tage min værnepligt, fik jeg også en del ansvarsområder, hvor en af de områder omhandlede formidling af relativt komplicerede briefings fra officererne til mine "medsoldater". Mine befalingsmænd roste min eksekvering, jeg voksede med opgaven og jeg nød endnu engang at lære fra mig.
Jeg er glad for naturfag, jeg er glad for at lære fra mig, og jeg elsker det øjeblik hvor at "aha-oplevelsen" rammer den person man har forsøgt at hjælpe. Jeg håber på at kunne hjælpe dem som der ikke har været lige så ressourcestærke som jeg har været med mine mange storesøskende.
Jeg flirter også med tanken om at tage en læreuddannelse i den nærmere fremtid.